Søndag den 8. juli var 3. rejsedag og samtidig første dag på Canada rejsen efter en hel nats søvn. Turen bød på skønne naturoplevelser ved de gamle jernbanespor og en flot, gammel jernbanebro i Kinsol Trestle. Eftermiddagen tilbragte vi med mad og drikke i statens hovedstad Victoria.

Blomster, svampe og en flot, gammel træbro

Når mit Nikon spejlrefleks kamera er med, kan jeg ikke lade være med at lege med blænden, som er min absolutte, manuelle favorit-indstilling. Jeg bliver aldrig en kamera-nørd, men jeg holder af at spotte smukke motiver og lege med dybdeskarpheden – eller rettere uskarpheden i billederne.

Food Tour i Victoria

Andy Olson fra A Taste of Victoria Food Tours var en glimrende guide – faktisk mindede han om en canadisk udgave af danske Peter Ingemann med sin markante latter, sjove historier og ‘speedtalking’. Vi smagte meget forskelligt og lækkert i både den søde og den krydrede afdeling. Og vi smagte den japanske matcha te for første – men absolut ikke sidste gang.

Det gør mig glad i låget, at de på disse kanter er begyndt at tænke på at minimere brugen af plastik og genbruge materialerne fra engangsservice.  Kom ind i kampen, Danmark!

Vicoria – en smuk, gammel by

5 timer i Victoria blev det til, men vi kunne sagtens have brugt mere tid i den smukke, gamle by: The City of The Newly Weds and Nearly Dead, som vores guide så poetisk udtrykte det. Byen er regeringshovedstad i staten British Columbia, og der værnes om den idylliske stemning med bl.a. blomsterdekorationer i lygtepælene og beskyttelse af gamle bygninger.