Gåtur i skønne Brejning, skoven og fjorden, som næsten ligger i vores baghave med en spændende lydbog i ørene og lidt fotos af omgivelserne.

Snigende træthed og en spændende lydbog

Onsdag sidst på eftermiddagen, hvor jeg mærkede en snigende træthed i bilen på vej hjem fra job. Vejret var dejligt med solskin, ikke så lunt, men fint til en gåtur. Og jeg kunne ikke slippe den spændende lydbog, som jeg lige nu hører i bilen: Mordet på øen af Michael Larsen. Og til gårsdagens foredrag ved Jerk W. Langer om antiinflammatorisk livsstil hørte jeg ham reklamere inderligt for at komme ud og gå – ud over at han hele tiden fortalte om, at vi skal spise mere fisk. Det gør jeg allerede, så det var oplagt med en gåtur.

Smukke, smukke bøgeskov

Hvert år i maj overraskes jeg over, at den nyudsprungne bøgeskov er så smuk, så sart og så lysegrøn. Trætheden fordampede stille og roligt mellem de lysegrønne blade, mens jeg lyttede til lydbogen i spænding. Skovens lyde ville normalt optage mig, men bogen er så spændende, at den vandt.

Katten Kisser, et køligt glas rosé og mad på komfuret

Aftensmaden står og simrer på komfuret, vores gamle og meget kælne kat har taget plads på mine lår, mens jeg nyder et glas køligt rosé. Jeg er alene hjemme i aften og skal have øko kyllingebryst gratineret med bornholms blåskimmel og lidt bacon samt råstegte søde kartofler, rødbede, gulerod og lidt løg krydret med mine 2 favoritkrydderier: timian og rosmarin. Lækkert – og grønsagerne er vist også lidt antiinflammatoriske.  Rosévinen er et rent nydelsesmiddel. Det skal der også til. Af og til gider jeg lave mad, selv om det kun er til mig selv. Mums, glæder mig. Tror det smager godt. Nu vil jeg spise.